Pelspleje Pudler: Ønsker man en pæn og velplejet puddel, er følgende vigtigt:
At den bliver børstet mindst en gang om ugen.
At den jævnligt bliver klippet og badet.
At den får en god kost, afpasset hundens alder.

Hvor tit skal pudlen klippes?

Pudlens pels vokser konstant og det er derfor nødvendigt at klippe og bade den regelmæssigt, normalt hver 2. – 3. måned for at den er veltilpas. Ved hvert besøg hos hundefrisøren bliver pudlen klippet, badet og føntørret, samt får set ører og negle efter

Hvordan skal pudlen klippes?

Der er flere forskellige klipninger at vælge imellem. En god hverdagsklip er en terrierklip, hvor pudlen klippes kortere på kroppen, pelsen på benene kan varieres i længde, afhængig af tiden til pelspleje eller smag og behag. Mellem klipningerne er der mulighed for at få klippet hoved, poter og få rettet toppen.

Den daglige pleje

Pudlen børstes jævnligt og den letteste måde er, at man allerede fra lille hvalp vænner hunden til at ligge, eller stå på et bord og blive børstet. Det letter dens besøg både ved hundefrisøren og ved dyrlægen. Lad hunden ligge på siden, så man let kan børste maven og indersiden af for- og bagben. Når den ene side er børstet, vendes hunden om på den anden side. Til sidst kan man lade hunden sidde op, mens top og ører børstes. Brug først børste eller karte og gå til sidst pelsen efter med kam.
Pudlens pels kan børstes i alle retninger. Det vigtigste er, at man børster helt ned til huden – ikke bare det yderste lag pels. Det er lettest hvis man deler pelsen i skilninger og børster et lille stykke ad gangen, så man hele tiden kan se huden i skilningen og kan man på børsten mærke, at den hænger i pelsen, må man børste indtil børste og kam let glider gennem pelsen.
Om pudlen ligger eller sidder under børstningen, er en vanesag, det vigtigste er, at man kommer i bund i pelsen overalt på hunden. Se samtidigt ører og, negle og tænder efter. Det er en god idé at børste tænder på pudlen regelmæssigt, det forebygger tandsten og dårlig ånde.
Gør pelsplejen til en god oplevelse for dig og din puddel.

Kan man selv vaske sin puddel?

Ved brug af en god hundeshampoo, evt. også balsam, kan pudlen, mellem besøgene, vaskes så ofte man synes den trænger. Men husk at den inden badet skal være børstet helt igennem. Når den er vasket og sæben er skyllet grundigt ud, tørres den med håndklæder og børstes igennem, mens den tørrer. Brug evt. en hårtørrer. Kan man ikke få filtrene ud, så lad være med at vaske den, da et bad får pelsen til at filtre endnu mere. Vent til den kan blive ordnet ved hundefrisøren. Det kan være nødvendigt at klippe pudlen helt kort – men bare rolig, pelsen vokser ud igen.

Udstillingsklip

Ønsker man at få sin puddel på udstilling skal pelsen klippes og passes på en lidt anden måde. Den mest almindelige klipning i Danmark er Babyløve. Tal med hundefrisøren om mulighederne og pasningen.